Døren åbner sig, og sammen med den smilende sol, kommer en kvinde med langt lyst hår og dybe blå øjne. Hun er fulgt af en høj mand med stærk krop og undvigende blik.
Terapeuten inde i mig, åbner øjnene. Hvor kommer den skyld fra? Hvad er det, de to så gerne vil fortælle mig?
De er kommet igen til parmassage selvom de boede så langt væk, nemlig i Køge, fordi de ikke kunne finde en anden massør der kunne give dem simultan massage. Det kommer bag på mig, men igen husker jeg, at ingen har lært mig at udvikle denne form for massage, hvor to mennesker bliver behandlet som et, så takker jeg hjerteligt for deres valg.
De har dog noget på hjertet, og vi sidder sammen med en god kop te, hvor kvinden tør åbne sig og fortælle om sine frustrationer.
”Jeg er lidt skuffet over min mand… Jeg tror ikke at jeg kan stole på ham igen. Jeg fandt nogle sms-er han skrev til en anden kvinde. Han påstår at det slut, og at han aldrig har gjort noget med hende, men min tillid er ødelagt nu og det gør ondt.”
Manden nikker og trøster hende. Det er tydeligt, at der stadig er en del kemi og kærlighed mellem de to, men de ikke ved hvordan de skal udtrykke det.
Jeg sidder og tænker lidt, jalousi, vrede, skuffelse, de har ingen plads indenfor den store farverig cirkel, vi kælder for kærlighed. Tit tror folk, at alle de ubehagelige følelser er faktisk en del af kærligheden, men det er lige der hvor det går galt: Det er de simpelthen ikke. Alle de ubehagelige oplevelser et væsen kan mærke indvendigt, har aldrig noget at gøre med partneren, men sine egne uforløste og ubehandlede traumer.
Det kan jeg selvfølgeligt ikke hælde i hovedet på dem. Man skærer ikke i et sår uden bedøvelse. Men jeg spørger stille og roligt om de stadig vil være sammen, og hvordan de forestiller sig deres forhold fra nu af. Jo, siger de, de vil gerne være sammen, men kvinden vil gerne føle sig tryg igen, og manden vil gerne føle sig elsket og accepteret igen. Det var det vigtigste trin: at sige højt hvad de egentlig vil have fra hinanden.